Af Sidsel Minuva
Laura (Rashida Jones) bliver gift. Så får hun børn – to af slagsen. Og så går ægteskabet ellers i stå. Sexlivet halter, manden Dean (Marlon Wayans) er altid væk på spændende forretningsrejser og livets trummerum har gjort kål på Lauras forfatterkreativitet.
En dag vender Dean sent hjem og virker pludselig overrasket og frastødt, da han hører sin elskede kones stemme. Nu er det bekymringer om utroskab, der fylder i Lauras hoved. Og hvem ringer man så til? Farmand (Bill Murray), selvfølgelig. For farmand er en hustler, og han skal nok nå til bunds i utroskabsmysteriet.
Sofia Coppolas On the Rocks er i bund og grund en far/datter-fortælling, der er klædt ud som et komisk kærlighedsdrama.
På overfladen ligner On the Rocks da også en intim, kunstnerisk film. Farvesætning er naturalistisk og indstillingerne er ganske pæne – også selvom klipningen til tider er hurtig og akavet. Hvis bare det var det eneste, der var akavet ved filmen. For det er manuskriptet, der gang på gang ødelægger oplevelsen.
Dialogen er intet mindre end tåkrummende elendigt skrevet. Den er stereotyp, anstrengende og uinspireret. Sidder to karakterer på en restaurant, siger de, tilsyneladende midt i måltidet: ”Nøj, tænk at vi sidder her på denne restaurant!” Den kunstneriske overflade krakelerer, og pludselig lyder det som om, en søvnig filmstuderende har skrevet al dialogen. Alle skuespillerne kæmper sig igennem den, som tyggede de på verdens tørreste rundstykke.
Samtidig tynges romantikken af, at manden Dean kan defineres med netop det ene ord: manden. Han er Lauras mand, og det er hans eneste karaktertræk. Det gør det umådelig svært at heppe på deres forhold – især når Lauras fastfrosne emotionelle liv taler så meget imod det.
Gennem hele filmen bliver vi vist, at Laura ikke er rigtig tilfreds med sin rolle som forfattermor. Gang på gang venter hun på at aflevere børnene i skole, lytter til andre mødre og ligner en, der hellere ville være et helt andet sted. Men filmen indfrier ikke denne frustration – i stedet bliver vi frarøvet et følelsesmæssigt klimaks, så vores forventninger løber ud i sandet.
Alligevel sidder jeg tilbage med tanken, at vi måske slet ikke behøver det store klimaks. Skal alle film nødvendigvis følge berettermodellen til punkt og prikke? Ikke rigtig. Men det er svært at lade tvivlen komme On the Rocks til gode, når dialogen henleder tankerne på en skoleproduktion.
Til gengæld indhenter far/datter-forholdet noget af det forsømte. Når farmand f.eks. babysitter Lauras døtre og prompte lærer dem at spille poker og lave pokerfjæs, så kan man ikke lade være med at grine. Og når Dean er på forretningsrejse på Lauras fødselsdag, så finder far sig selvfølgelig ikke i det. Hans datter skal have fødselsdagsis på den fineste restaurant, basta!
Det er også i selskab med de to, at skuespillernes kunnen endelig skinner igennem, når Murray og Jones får lov til at spille op mod hinanden og endda helt undvære dialog sammen. Det er også deres forhold, der oplever noget, der ligner et reelt klimaks. Romantikken er en facade, for det er det familiære forhold, der faktisk er filmens kerne.
Der er tydeligvis tænkt over tematikken og legen med fortællingsstrukturen i On the Rocks. Men filmens basale fejltrin gør, at den ikke kan bære den smule eksperimenteren – på trods af et par vidunderlige scener mellem far og datter, som jeg alligevel ikke helt kan slippe.
Jeg håber, at når min far som Murray er 70, så kan vi stadig spise is sammen på min fødselsdag.
Kommentarer